Endnu en gang begyndte hun at regne over de samme tal, som hun nu i snart en time hadde sittet bøyet over; men det vilde ikke gaa.
Den eneste lyd i stuen var den tørre knitren av de smaa, skitne papirlapper, som hun sat og fingret med – og saa den sagte, kokende sus av lampen, en ganske evindelig lyd at sitte og høre paa.

– det var en klar og kjølig oktoberdag –

Men i det sidste sov hun ikke noget videre. Hun blev liggende og stirre ind i mørket, som flammet rødt omkring hende og begrov hende i sin aske.

Naar hun saa slog øinene op mot det usikre lys av en ny dag, væltet det sig over hende som en kvælning, at det var sandt altsammen. Det som hadde skræmt hende i drømmenes fabelagtige tusmørke, det vaaknet hun til nu, og det var ikke til at komme bort fra.

Det er allerede begyndt at lysne. Den bleke, skyggeblaa luft puster sagte ned over husene.

0 kommentarer